Jeg må gå til bekendelse. Jeg bliver nok mobbet ud af fællesskabet og udstillet på byens torv til hån. Men sandheden skal frem.

Jeg har ikke en facebook-profil!

Og jeg nægter at få en. Efterhånden synes jeg hele fænomenet facebook har taget overhånd. Folk bruger uforholdsvismæssigt meget tid på at tjekke deres profil og andres, på at spille spil, se billeder, skrive beskeder og andet. Jovist, det er da meget smart at holde kontakt til ens venner og bekendte, men når vennelisten indeholder alle man perifært engang har mødt og som man kender gennem venners venner venner, så synes jeg det bliver langt ude.

Jeg føler egentlig ikke et behov for at deltage i den verden, der så vidt jeg kan forstå på nogle af dem jeg kender, optager meget tid. Jeg synes egentligt at jeg kender nok i forvejen og dem har jeg knap nok tid til at have kontakt med allesammen. Der er så mange andre kommunikationsformer der dækker mine behov for kontakt til venner.

Og nu er det også blevet et princip for mig, at jeg ikke vil oprette en facebook-profil. Konceptet er meget smart, men tiltaler ikke mig.

Lad os trække stikket ud og være i fred, bare engang imellem. Vi skal være online hele tiden, døgnet rundt. Lad os nu tage en slapper indimellem og slukke computeren, mobilen og andre apparater og bare nyde stilheden.

Schhh!