Idag blev vi så officielt husejere og fik nøglen til huset. Vi fik overdraget nøglerne af sælger, som forærede os deres havemøbler og haveredskaber og gav os en forklaring på haven. Det bliver spændende at se om vi kan finde ud af at holde have. Heldigvis har dem vi købte huset af, været rigtigt gode til at holde haven, så alt er i god stand.

Vi lavede ikke det store i huset idag. Ikke andet end at spise frokost i haven og gå en tur i byen. Vi fandt ud af at der er et fint stisystem, som går ned til Ryå og et skovområde. Et perfekt sted til sommer, når alt er sprunget ud.

Nu har vi så et stort tomt hus, som skal males. Det kan vi nok få næste uge til at gå med, samtidigt med at vi skal pakke resten af lejligheden ned, så den er klar til at blive flyttet på lørdag.