Igår da vi kom hjem fra Poulstrup sø, var alle parkeringsbåse nedenfor lejligheden optaget. Dels på grund af at 20-30 pladser udenfor et andet lejlighedskompleks i området er spærret af og dels fordi vi bor lige ved siden af tivoli, så gæster der skal derind parkerer i vores område.

Derfor smed jeg bilen i siden af vejen, hvor der er rigeligt med plads og hvor der i forvejen holdt biler.

Det skulle jeg ikke have gjort, for idag da jeg kom ned, var der en venlig lille hilsen fra Parkeringskontrol Nord i forruden!

Forseelsen er jf. deres fine paragrafskrivelse følgende:
“Deres køretøj er i strid med FÆL § 29, stk. 1, nr. 2, henstillet i vejkryds eller inden for en afstand af 10 meter fra den tværgående kørebanes eller cykelstis nærmeste kant eller for tæt på en gadeudmunding til en rundkørsel. FÆL § 121, stk. 1, nr. 3.”

Afstanden er målt til 700 cm. til nærmeste tværgående kørebane, som er en udkørsel fra den parkeringsplads der er afspærret og som ender blindt. Ikke meget trafik der kommer ind eller ud der! Og når man ser at bøden er udskrevet kl. 03.44 i nat, hvor ingen mennesker er på gaden og parkeringen ikke kan genere en eneste, så lugter det lidt af at der bare skal krattes penge ind.

Men regler er regler og de er til for at brydes…og jeg accepterer da også at jeg jf. ovenstående paragraf har overtrådt parkeringsloven. Men det er sgu alligevel nogle bitre penge at skulle af med til de pengegriske Parkeringskontrol Nord.