notesblog.dk ver.2.0

Seneste indlæg

Justering af synet

Kontaktlinse

Mit syn er ikke hvad det har været, må jeg erkende, efter at have været til det årlige kontaktlinseeftersyn idag. Styrken blev sat op (eller ned?) fra -1,75 og -2,00 til -2,00 og -2,50. Ikke så underligt at jeg har haft problemer med at orientere mig og læse skilte i trafikken.

Alt har ligesom været lidt sløret, så jeg siger hermed undskyld til dem jeg kender og som jeg ikke har hilst på, når jeg har gået forbi på gaden. Jeg har simpelthen ikke kunne se jer.

Nu ser verden igen klar og skarp ud.

tirsdag, 28 juli 2009 kl. 20:08 · Hverdag · Skriv en kommentar

Parkeringsproblemer

Igår da vi kom hjem fra Poulstrup sø, var alle parkeringsbåse nedenfor lejligheden optaget. Dels på grund af at 20-30 pladser udenfor et andet lejlighedskompleks i området er spærret af og dels fordi vi bor lige ved siden af tivoli, så gæster der skal derind parkerer i vores område.

Derfor smed jeg bilen i siden af vejen, hvor der er rigeligt med plads og hvor der i forvejen holdt biler.

Det skulle jeg ikke have gjort, for idag da jeg kom ned, var der en venlig lille hilsen fra Parkeringskontrol Nord i forruden!

Forseelsen er jf. deres fine paragrafskrivelse følgende:
“Deres køretøj er i strid med FÆL § 29, stk. 1, nr. 2, henstillet i vejkryds eller inden for en afstand af 10 meter fra den tværgående kørebanes eller cykelstis nærmeste kant eller for tæt på en gadeudmunding til en rundkørsel. FÆL § 121, stk. 1, nr. 3.”

Afstanden er målt til 700 cm. til nærmeste tværgående kørebane, som er en udkørsel fra den parkeringsplads der er afspærret og som ender blindt. Ikke meget trafik der kommer ind eller ud der! Og når man ser at bøden er udskrevet kl. 03.44 i nat, hvor ingen mennesker er på gaden og parkeringen ikke kan genere en eneste, så lugter det lidt af at der bare skal krattes penge ind.

Men regler er regler og de er til for at brydes…og jeg accepterer da også at jeg jf. ovenstående paragraf har overtrådt parkeringsloven. Men det er sgu alligevel nogle bitre penge at skulle af med til de pengegriske Parkeringskontrol Nord.

mandag, 27 juli 2009 kl. 13:29 · Brok · Skriv en kommentar

Søndagsudflugt til Poulstrup sø

Her til eftermiddag gik vi en tur ved Poulstrup sø, som ligger lige udenfor Aalborg. Det er et rigtigt fint område, hvor man kan gå tur ved søen og i skoven. Det er rart at komme lidt ud af lejligheden og få noget luft, også selvom det er ret blæsende idag.

Poulstrup sø

Poulstrup sø Poulstrup sø

Poulstrup sø

søndag, 26 juli 2009 kl. 15:10 · Hverdag · Skriv en kommentar

Sommerhusferie

Så er vi igen hjemme efter en dejlig uge i sommerhus ved Dragsmur på Mols. Det var et dejligt hus og en god beliggenhed på en smal tange med vandet tæt på. Vejret har været godt hele ugen, så vi har været rundt at se en masse i lokalområdet.

Vi havde også familiebesøg nogle af dagene, hvor vi fik grillet og lavet snobrød, og fik gået tur til stranden og besøgt Kattegatcentret.

Sommerhus

Snobrød

Det var lækkert at komme en uges tid væk fra lejligheden og ud i den friske havluft på Mols. Der er en rigtig flot natur i området, så vi fik gået en masse ture. Jeg fik også løbet nogle ture, faktisk en hel del, så jeg er godt smadret i benene, men jeg skal jo være klar til 5 km. løb i august, så formen skal bygges op.

Oversigtskort

Vi boede i Dragsmur, som er tangen der forbinder Mols med Helgenæs. En ret smal tange, hvor der i 1849 blev lavet en forsvarsskanse, da der var krig mellem Danmark og Tyskland. Tyskerne havde kæmpet sig op i landet og var nået til Århus, da officeren Olaf Rye trak sine soldater ned på Helgenæs og byggede en forsvarsskanse med kanoner på det smalleste sted. Herefter sejlede soldaterne ned til Fredericia, hvor der var et stort slag, som danskerne vandt og betød at krigen vendte til Danmarks fordel.

Dragsmur

Udsigt Udsigt

De er helt tossede med at fiske i området, men det hænger nok sammen med at de nærmest bor ude i vandet. Der er en masse fiskeområder og de lokale fiskere stævner dagligt ud efter friske fisk, som de sælger fra vejkanten.

Lokalområdet

Anker Måge

Ebeltoft by
Den nærmeste større by var Ebeltoft, hvor vi handlede ind, da de havde de mest spændende butikker. Ebeltoft er faktisk en rigtig hyggelig by, hvor der er mange gamle huse der emmer af historie. Husene er flot vedligeholdte og der er mange af dem i den centrale bydel.

Ebeltoft

Ebeltoft gågade Ebeltoft dør

Ebeltoft

Århus
En af dagene var vi en tur i Århus, for at se lidt på byen. Det er en del år siden, at jeg har været i Århus, så det så lidt anderledes ud end jeg husker det. Nyt og flot mange steder, men også en masse små enrettede veje og utroligt meget vejarbejde. Det minder jo næsten om Aalborg.

Det er virkelig en god idé med kanalen gennem Århus, som skaber en flot stemning i midtbyen. Noget som man godt kunne ønske sig i Aalborg. Det er super flot med vandet ind gennem byen.

Vi brugte hele dagen i Århus og fik shoppet lidt, før vi igen kørte tilbage til sommerhuset.

Århus Århus

Sletterhage fyr
Sydligst på Helgenæs ligger Sletterhage fyr, som før i tiden sikrede at skibene kom sikkert ind i Århus bugt. Fyret er flot vedligeholdt, men er gået på pension og bliver nu kun brugt som udkigstårn. Men skibene sejler stadig forbi, på vej ind til Århus. For at komme op i fyrtårnet, kan man stikke ismanden i den lille isvogn en 20’er pr. snude og så få udleveret nøglen til fyret.

Sletterhage fyr

Vi gik en tur langs stranden, som hovedsageligt består af store sten, for at komme hen til “Tyskertårnet”, et gammelt radartårn fra anden Verdenskrig. Tårnet ligger helt øde og alene, længst ude på spidsen og er egentlig bare en kæmpe bunke beton. Men de tyskere var nu gode til det med beton, for tårnet er i fin stand og der er en fin udsigt deroppe fra.

Sletterhage strand Tyskertårnet

Mols bjerge
I Mols bjerge gik vi en lang tur i varmen. Det er en meget flot natur, der er i Mols bjerge, som blev skabt under istiden af de store ismasser, der flød gennem landskabet.

Mols bjerge er en stor naturpark i et fredet område, hvor mennesker har boet gennem historien og dyrket området til landbrug. Det blev dog opgivet, da det var for svært at komme frem for bønderne. Der findes nogle store gravhøje i Mols bjerge, måske Danmarks svar på pyramiderne? En stor bunke jord. Vi har altid været lidt dovne i Danmark.

Mols bjerge

Mols bjerge Mols bjerge

Mols bjerge Mols bjerge

Kalø slotsruin
En af Danmarks ældste slotsruiner ligger på Mols. Kalø slotsruin stammer tilbage fra 1313, men blev viderebygget i 1343 af Valdemar Atterdag.

Der går en 3 km lang tange over til slotsruinen, som gør at slottet i sin tid har ligget ret godt i forhold til angribene fjender. Tangen er brolagt med store sten, som er en vej der blev lavet i Middelalderen. Den er stadig ret velbevaret, men svær at gå på. Det må have været lidt af en rystetur, at køre med hestevogn på den vej i Middelalderen.

Kalø slotsruin

Kalø slotsruin Kalø slotsruin

lørdag, 18 juli 2009 kl. 18:02 · Ferie · Skriv en kommentar

Så blev det ferietid

Så blev det tid til at jeg skal holde ferie. Tre ugers afslapning går igang fra imorgen, hvor vi tager i sommerhus i Dragsmur nær Ebeltoft.

Vi har valgt at holde sommerferie i Danmark i år, da det er langt tid siden vi har gjort det, så forhåbentligt bliver vejret snart godt igen.

Huset vi skal bo i ligger 250 m. fra vandet, så hvis vejret arter sig, skulle der nok blive god mulighed for at få en dukkert.

Feriestemningen er allerede ved at brede sig og den bærbare arbejdscomputer er gemt langt væk. Nu må vi se om jeg kan lade være med at tænde den i ferien, for at tjekke mails og nyheder. Men jeg tror nu nok, at jeg vil satse på at koble helt af og lade arbejde være arbejde.

fredag, 10 juli 2009 kl. 20:48 · Ferie · Skriv en kommentar

Skæv koldskål

Koldskål er lækkert. Men hvorfor er det altid sådan, at når man køber en liter koldskål og en pose kammerjunker, så er der altid for mange kammerjunker til den ene liter og alligevel for lidt til at det passer til to liter?

Man vil ikke have for få kammerjunker, så man kun skal sidde og søbe koldskål. Men man vil heller ikke have en kæmpe bunke knastørre kammerjunker, der kun lige bliver fugtet af koldskålen og som klistrer ganen helt sammen.

Hvis man putter lige tilpas med kammerjunker i koldskålen, er der altid en kvart pose tilbage, som alligevel er for lidt til den næste liter koldskål og som på et eller andet tidspunkt, ender med at overvintre bagerst i køkkenskabet og næste sommer er stenhårde dejklumper.

Dem der laver kammerjunker har gennemskuet, at de skal have os til at købe en masse kammerjunker, for at få dem til at passe med mængden af koldskål.

Jeg gad godt, at man kunne få koldskål og kammerjunker der mængdemæssigt passer sammen.

torsdag, 9 juli 2009 kl. 21:39 · Hverdag · Skriv en kommentar

Bycykler i Aalborg

Bycyklen AalborgEt nyt koncept har set dagens lys i Aalborg, Bycyklen. Andre byer i Danmark har haft konceptet og nu er turen kommet til Aalborg.

Der er opstillet 19 bycykel-stationer, hvorfra man kan låne en bycykel for 20 kr. Pengene får man retur, når cyklen stilles tilbage i en bycykel-station.

Et super fint koncept, som vi ville prøve igår, da vi skulle en tur ind til byen. Vi bor nærmest lige ved siden af en bycykel-station, som er placeret ved Tivoli. Men ak, der var ingen bycykler i stativet, så vi måtte gå.

Der er da også kun plads til seks cykler i stationen ved Tivoli. Og som regel kunne jeg forestille mig, at der er mere efterspørgsel for at køre ind til byen end til at køre tilbage. Dog var der kommet en enkelt cykel tilbage, da vi kom forbi på vej hjem fra byen.

Hver aften bliver cyklerne indsamlet og fordelt på stationerne, så der igen næste dag skulle være til at få en cykel. Og det er jo ret smart.

Men nu hvor hver station har et begrænset antal kæder at fastgøre cyklen til, kunne jeg forestille mig at man kunne komme i bekneb, hvis man kommer til en station hvor alle kæder er optaget.

Hvis man ikke kan få sat cyklen på en kæde og få sin 20’er tilbage, hvad dælen skal man så gøre? Måske bliver det ikke et problem, men teoretisk vil det kunne lade sig gøre.

Men konceptet er i hvert fald rigtigt smart og helt sikkert et vi vil gøre brug af, når vi skal bevæge os rundt i byen.

søndag, 5 juli 2009 kl. 09:54 · Hverdag · Comments (2)

Elvis i Aalborg

Igår og idag har der været amerikaner-dage i Aalborg. Det har blandt andet betydet store gamle amerikanske biler på vejene, spareribs og Elvis.

Donny Edwards fra Las Vegas var Elvis og leverede et par af kongens sange, næsten helt som kongen selv. Donny ligner, lyder og bevæger sig rigtigt meget som Elvis og han må næsten være noget af det nærmeste man kan komme på at opleve “the real King”.

En fremragende kopi-Elvis, som sidste år blev nr. 2 i VM i Elvis-efterligning. Efter min mening burde han være nr. 1

Elvis

Elvis

lørdag, 4 juli 2009 kl. 21:13 · Hverdag · Skriv en kommentar