I forbindelse med den nye skattereform, kan det nu lade sig gøre at hæve sin Særlige Pensionsopsparing. En ordning der i sin tid blev lavet for at bremse forbruget og nu gøres mulig at hæve for at få gang i forbruget igen.

Jeg ved nu ikke helt om opsparingen er så specielt særlig for mig. Måske lidt sær, ja. Det særlige må vel nærmest ligge i, at det har været en tvungen skat man har betalt og har været tvunget til at gemme til bedre tider.

Det er jo ikke fordi, at det er en formue jeg har sparet sammen, kan jeg se på min oversigt. Men alligevel vil der være penge nok til at jeg kunne få en dejlig Fiat Panda 0,8 fra 1987 eller leje en pølsevogn til en dag, hvor jeg bare ikke gider lave mad.

Hvis man vil have udbetalt sin Særlige Pensionsopsparing, skal man smide 35% til skattefar af de første 15.000 kr. og alt derover beskattes med 50%.

Det er jo fristende at hæve formuen og anskaffe den Fiat Panda, i stedet for at vente med at hæve pengene til jeg bliver en gammel mavesur mand (ingen kommentarer tak!)