I aften kl. 21.00 spiller AaB returopgøret mod Deportivo La Coruña i UEFA-cuppen (kampen vises på DR1 hvis du er interesseret). Den første kamp forrige uge i Aalborg, vandt AaB jo med 3-0, så chancerne er gode for at de går videre efter kampen i aften. De må bare ikke dumme sig, så skal det nok gå.

Deportivo La Coruña har godt nok været fremme i pressen og udtale, at de nok skal vinde kampen i aften og at de er sikre på en hjemmebanesejr. Jeg synes måske de har været lidt arrogante i deres tilgang til kampene mod AaB. Den første kamp havde de tydeligvis undervurderet AaB og tabte så 0-3. De havde heller ikke forberedt sig så godt til kampen, ingen scouts var sendt afsted for at kigge AaB efter i sømmene og jeg læste et eller andet sted at de egentlig ikke vidste hvem der spiller på AaBs hold.

De blev svinet til i den spanske presse efter forrige uges nederlag. Men det fik dem bare til at gå ud og fortælle om hvor overlegne de er på hjemmebane. Det kan da godt være at de bliver betalt en del mere end AaBs spillere og de spiller i en større liga, men når man tager i betragtning at La Coruña har mange skader i øjeblikket og roder rundt i midten af ligaen, tror jeg ikke at de vil være AaB specielt overlegne i aften.

Det kan godt være at AaB får det svært i aftenens kamp på udebane, men jeg tror at AaB spillerne vil kæmpe helt vanvittigt. Kan AaB lave bare et mål, så skal spanierne ud og score 5 mål for at gå videre og den tror jeg ikke på.

Jeg gætter på et relativt tæt opgør, som godt kunne ende med et uafgjort resultat eller et spinkelt nederlag til AaB.

Mit gæt er 1-1