For nyligt installerede jeg på min computer den softwaren der fulgte med til min Sony Ericsson telefon og som bruges til at synkronisere computer og telefon. Meget smart når der skal overføres billeder, musik osv.

At min computer så pludselig begyndte at yde dårligt og hænge ved almindeligt brug, satte jeg ikke sammen med installationen af det lille program Sony Ericsson PC suite.

Som den gamle supporter jeg er, har jeg undersøgt og opdateret alt der har med netværk at gøre på computeren og routeren. Der var problemet ikke.

Jeg har testet med en anden computer, der fungerer perfekt. Der var problemet ikke.

Jeg kiggede lidt i Taskmanager-listen og fandt frem til en proces jeg ikke genkendte: epnworker.exe. Efter lidt søgen på google viser det sig at denne proces er en del af Sony Ericsson PC suite og står for at forbinde telefonen med computeren. Problemet er bare at processen automatisk starter op og sluger en pæn mængde systemressourcer, hvilket får systemet til at køre langsommere. Underligt.

Efter processen er dræbt, kører det hele stabilt. Jeg forstår ikke hvorfor det skal være nødvendigt at sådan en slags software til ens telefon, skal bruge så mange systemressourcer på bare at være klar til at lave en forbindelse mellem telefonen og computeren.